Grænsesætning

Hvorfor kan det være så svært at sætte grænser i vores relationer?

Vi kender det sikkert alle sammen, når vi enten i tætte eller fjerne relationer, får en følelse af, at de umotiveret vælter ind over vores grænser og får os til at føle os forkerte, bliver irriteret eller vi står tilbage med en følelse af at være kørt midt over.

Jeg vil prøve at belyse nogle af de komplekse faktorer der er i spil og som jeg anvender i min terapi til at belyse disse problematikker.

Der er rigtig mange grunde til, at vi ikke får sagt fra og sat grænser. Nogle af dem kan være frygt for ekskludering fra fællesskabet, overbevisninger om, at vi ikke er gode nok og ikke mindst manglende tro på os selv.

Det modsatte kan også gøre sig gældende og her handler det om, at vores grænser er for hårdt og kraftigt optrukket:

• "jeg lukker ikke nogen ind"
• "hertil og ikke længere"
• "jeg har nok i mig selv"
• "ingen kommer ind på livet af mig"

Uanset om det handler om føle sig ekskluderet eller man er selv ekskluderende så handler manglende grænsesætning om vores tilknytningsmønster.

De ovenstående følelser er ofte skabt tidligt i vores liv og sidder i vores kroppe som undertrykte følelser, hvor vores primære omsorgspersoner, som skulle møde os med kærlighed og tryghed, selv er såret i deres tidlige tilknytning og derfor ikke formår at kigge på det lille barn med kærlige øjne, men i stedet ubevidst kommer til at se på det med fordømmende øjne. Dette registreres af barnet og lagres i dets nervesystem. Dermed er den første følelse af forkerthed skabt i vores nervesystem, fordi vi ikke har modtaget den omsorg og kærlighed vi længes efter og vores grænser og behov er blevet ignoreret.

Det er vigtigt at forstå, at de fleste har en primær tilknytning men også elementer af de andre tilknytningsmønstre.

Derudover er det ligeledes vigtigt at forstå at tilknytningsmønstre er dynamiske og kan justeres hele livet igennem, hvilket skaber grundlaget for arbejdet i det terapeutiske rum.

For at sætte lidt ord på hvad vores tilknytning har af betydning for vores grænsesætning, har jeg med afsæt og inspiration fra (Sarah Daniel "tilknytning og omsorgsarbejde") prøvet på at skabe et overblik over de 3 ud af de 4 tilknytningsmønstre der findes, jeg har udeladt det desorganiserede tilknytningsmønster, da det ofte dannes ud fra en yderst dysfunktionel opvækst.

Tryg tilknytning:

Her er vi vokset op med en følelse af at vores omsorgspersoner har været vores trygge base og sikker havn, det kan sagtens have været svært undervejs, men vi er stadig blevet mødt af opbakning, trøst, sikkerhed og imødekommenhed og derfor er der ro og tryghed også når livet er svært. Vores omsorgspersoner er her kærlige, hjælpsomme og til at stole på, derfor føler vi i denne tilknytning at vores behov er fuld tilladt, vi bliver passet på og taget hånd om i det der føles svært. Dette betyder ikke at vi er naive i vores grundlæggende tro på andre, men snarere at vi tænker positivt i vores forventninger til andre i stedet for at tænke negativt.

I denne tilknytning er det relativt ukompliceret at erkende og acceptere sine egne behov og følelser, dette betyder ikke at det er nemmere end i de andre tilknytningsmønstre, men her har vi en relativ åbenhed omkring vores egne følelser og føler os derfor ikke forkerte i vores behov.

Undgående tilknytning:

Her siger vores erfaring os at vi i vores søgen efter følelsesmæssig omsorg fra vores tilknytningspersoner, ofte er blevet mødt af en forventelig afvisning. Derved har vi erfaret, at det at lukke op for vores sårbarhed, søgen efter nærhed og trøst er forbundet med negative konsekvenser, der på trods af håbet ikke har haft held med at få "hul igennem" til ømhed og medfølelse fra vores tilknytningsperson. Dermed har vi ubevidst lukket ned for den slags behov og følelser, da kontakten med sårbarheden er ubehagelig og uvelkommen, og vi skaber med afstand i vores relationer. Denne type tilknytning har en gennemgående erfaring med afvisning, fravær og præstationspres fra sine omsorgspersoner.

I denne tilknytning finder vi sikkerhed via uafhængighed og selvkontrol, så når vi her er under pres, så er fokusset at være ordentlig og opretholde facaden af at "alt er godt". Da vi her føler os eneansvarlige for at håndtere alt det der er svært.

Ambivalent tilknytning:

Her har vi erfaring med, at vores tilknytningspersoners tilgængelighed har været skiftende og uforudsigelig og i nogen tilfælde har der også været en rolleombytning i form af barn og voksen, den voksne tilknytningspersons sindstilstand er derfor blevet genstand for meget opmærksomhed. Vi har derfor ofte været på forkant af omsorgspersonens reaktioner, for at føle os berettiget til omsorg og beskyttelse, en af udfordringer i denne tilknytning vil derfor være, at vi altid er forberedt på "worst case scenario" i frygten for at blive forladt og overladt til os selv. Denne type tilknytning har erfaring med utilregnelig adfærd ift. at opnå trøst, beskyttelse og beroligelse af nervesystemet. Her kan også opstå den velkendte strategi om, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, da det set fra denne følelse rent faktisk virker mere trygt med konflikten end fraværet af kontakt og reaktion.

I denne tilknytning føler vi, at vi skal klare os selv og trives bedst på egen hånd, men i virkeligheden er dette enormt ambivalent fordi vi dybest set frygter at blive forladt og afvist netop i vores søgen efter uafhængighed.

Afslutningsvis vil jeg pointere at i min rolle som terapeut arbejder jeg ud fra en rejsefælle relation. Jeg deler ikke løsninger ud men hjælper min klienter med at belyse deres livstemaer og med at genforhandle en evt. utryg tilknytning til en tryg tilknytning.

Dermed bliver grænsesætning nemmere når klienterne får øvet sig i ikke at lade sig invadere af andre mennesker eller får løsnet op for deres sociale distance.